Nyt håb for den færøske hest
Felagið Føroysk Ross, en forening til bevarelsen af den færøske hest, har I mange år kæmpet for at redde denne særlige race og for at vække politisk interesse for hestens fremtid. Bestanden anses for at være kritisk truet og i fare for at uddø, medmindre der sættes effektivt ind. Men på trods af adskillige opråb til myndighederne er det ikke lykkedes at se politiske resultater. Hverken den nødvendige finansiering af foreningens arbejde eller den lovgivning, der skal til for at løse opgaven, er at skimte, til trods for at begge dele er nødvendige for at bevare den særlige færøske race.
Foreningen har derfor brugt kræfter på at informere om denne hesterace og bestandens tilstand, også udenlands, og endelig begynder fremtiden at se lidt lysere ud. Foreningen har nemlig fået en økonomisk indsprøjtning, som vil gøre det muligt at avle ti nye føl næste år. Men den eneste mulige metode i nuværende situation er både kompleks og vanskelig.
En anonym fond har doneret et klækkeligt beløb - 1,5 mio. kr. - til projektet, som er den største og vigtigste indsats for at redde den færøske hest i nyere tid. Beløbet skal også benyttes til at få lavet en dokumentar om projektet og om bestandens kritiske situation.
Projektet går ud på at importere 10 islandske hopper fra Danmark til Færøerne. Disse skal være klar til at modtage befrugtede æg fra færøske hopper, der er blevet parret med færøske hingste, og bliver dermed rugehopper. Efter en positiv drægtighedsskanning, bliver rugehopperne flyttet tilbage til Danmark for at fole. Fordelen med denne avlsmetode er, at færøske føl, der er folet i Danmark, kan få pas, og kan dermed flyttes til interesserede købere i udlandet.
Foreningen har kontinuerligt arbejdet med avl af færøske heste, men det går langsomt, da det er vigtigt at undgå indavl, samtidig med at markedet for færøske heste ikke er særlig stort. Sidste år kom der kun tre nye føl af en bestand på 89 heste. Interessen for den færøske race er dog voksende i udlandet. Men på grund af den manglende lovgivning på Færøerne er det ikke tilladt at transportere færøske heste ud af landet, til trods for at dette kunne være med til at få bestanden ud af farezonen. Den nye avlsmetode kan være effektiv, da den netop kan være med til at sikre fremtiden for bestanden med racerene færøske avlsheste i udlandet.
Foreningen til bevarelsen af den færøske hest blev etableret for 45 år siden. På det tidspunkt var der kun nogle få rene færøske heste, der alle kunne føres tilbage til en bestand på kun fire oprindelige færøske heste. Det var derfor på falderebet, at man stod sammen om racens fremtid, så den ikke også, som det færøske kvæg, ville uddø. Men det er en lang og sej kamp frem mod en tilpas stor og varieret bestand, især med et spinkelt økonomisk grundlag og manglende politisk opbakning.
Den færøske hest har ellers gennem århundreder tilpasset sig færøske vejrforhold og terræn. Den er mindre, lettere og spiser mindre end andre racer, og er derfor bedre egnet til det færøske landskab. Den er stærk, let til bens og kan bedre holde til den færøske vinter i fjeldene. Det er derfor en skam, hvis man ikke formår at redde den færøske hest på grund af utilstrækkelig bevilling, manglende lovgivning og et begrænset lokalt marked. Desto mere glædeligt er det derfor, at fonde og udenlandske købere kan være med til at skabe håb for en lysere fremtid.